Om Randers RC Racing

Klubben Randers Offroaders RC har eksisteret siden 1985, hvor man startede med at køre med el-offroad biler ved offroad-banen ved Kærgade.

I 1987-1988 bestod klubben af 70-75 medlemmer. Samme år startede man med indendørs kørsel med elbiler skala 1:12.

I 1995 startede man så indendørs kørsel med touringcars skala 1:10. Dvs. de er ca. 40 cm. lange og drives af en el-motor og har firehjulstræk.

Af Randers Kommune blev klubben i 2005 tildelt køretid i den store sportshal på Vorup Skole, hvor vi kørte på en 300 m² stor bane af filttæppe.

I efteråret 2018 tog klubben springet og flyttede til Spentruphallerne, hvor der vi nu kører på en 600 m² indendørs tæppebane.

Vi kører primært for at have det sjovt, men hyggeligt socialt sammenværd har også høj prioritet i Randers RC Racing. Men vi kan ikke komme uden om at en væsentlig del af tiden går med at skifte dele ud og især justere på bilerne.

Der arrangeres dage i klubben med kage eller pølser og vand, samt en masse kørsel og sjov. Desuden deltager Randers RC Racing i opvisninger til byfester og ved diverse bilforhandlere og storcentre.

Vi giver gerne nogle gode råd med på vejen, inden du eventuelt selv investerer i det dyre legetøj. Det kan spare dig for mange penge og ærgelser.

Sommeren 2004 anlagde Randers RC Racing en udendørs offroadbane til nitrobiler i Romalt. Men efter klager over støj i September 2005 blev banen lukket og en midlertidig offroadbane anlægges sommer 2006 ved Brusgård 6 km syd for Randers.

På grund af det store arbejde med at vedligeholde banen på Brusgård lukkede klubben ned for banen i 2016.

Generalforsamling i 2006 Efter ordinær generalforsamling i 2006 besluttede man at ændre navn fra Randers Offroaders RC til Randers RC Racing, som er mere tidssvarende og bedre dækker alle klubbens aktiviteter.